Guide: Sådan dropper du dine dårlige snooze-vaner om morgenen

”Lige 5 minutter mere…” – sådan tænker mange af os, når vækkeuret ringer tidligt en hverdagsmorgen. Faktisk er du som de fleste andre danskere, hvis du har for vane at snooze, for hele 2 ud af 3 danskere snoozer om morgenen. Snooze-funktionen på smartphonen kan da også være fristende, når man vågner og langt fra føler sig udhvilet, men faktisk kan det at snooze i virkeligheden øge din følelse af træthed endnu mere – læs med her og få hjælp til at ændre dine dårlige snooze-vaner.

Hvorfor er det dårligt for din søvn at snooze?

Selvom snooze-funktionen frister, får du ikke meget ud af den ekstra søvn, den giver – mange snoozer nemlig med korte intervaller, hvilket resulterer i en afbrudt søvn, hvor du måske bliver vækket hver 5. minut i en halv time, og det er i sidste ende hverken til gavn for dit energiniveau eller dit helbred. Hvis du snoozer med kort tids mellem, f.eks. tre gange på en halv time, når du ikke at fuldende kroppens naturlige søvncyklus, og den smule søvn du faktisk får ved at snooze er således ikke meget værd. Typisk vil du opleve at føle dig mindre frisk efter at have snoozet, fordi den søvn du får, når du snoozer, typisk er af ringe kvalitet – du vil føle dig langt mere frisk, hvis du står op første gang, din alarm ringer. Når du at falde i en dybere søvn, når du snoozer, er konsekvenserne derimod ikke så store. 

Konsekvenser ved at snooze

Risikoen for at starte dagen ud groggy og morgensur stiger også markant, hvis du snoozer, men den afbrudte søvn kan sågar også føre til svækkelse af dine kognitive evner samt forringelse af din hukommelse på kort sigt. Også på længere sigt kan dårlige snooze-vaner have helbredsmæssige konsekvenser, da det dårlige søvnmønster i yderste tilfælde kan føre til en øget risiko for livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk.  

Hvorfor snoozer jeg?

Har du generelt sværere ved at komme op om morgenen, og fristes du gang på gang af snooze-funktionen på din smartphone? Så er du med stor sandsynlighed et B-menneske – og det er du bestemt ikke alene om! Rigtig mange mennesker tilhører gruppen af B-mennesker, som er langsommere til at vågne. Det handler ikke om dovenskab men om biologi – det har nemlig at gøre med genetik og søvnbiologi, hvis du er langsom til at vågne om morgenen, og det kan du ikke ændre på. Du kan til gengæld ændre på dine snooze-vaner, som ikke gør noget godt for din evne til at vågne om morgenen. 

Sådan undgår du at snooze

Er du en af de mange danskere, der har et lidt for tæt forhold til din snooze-funktion? Der er heldigvis flere ting, du kan gøre for at skille dig af med dine dårlige snooze-vaner:

3 tips til at skille dig af med snooze-vanen: 

#1 Placer din alarm i den anden ende af soveværelset, så du er tvunget til at stå ud af sengen, når den ringer. 

#2 Overvej at sætte din alarm frem til det tidspunkt, du faktisk ender med at stå op, når du har snoozet og lær på den måde at stå op, første gang din alarm ringer. 

#3 Anskaf dig en vækkelampe, som lader dig vågne langsomt og vækker dig med lys frem for larm – lys er en både sundere og mere naturlig vækkemetode, eftersom kroppens egen døgnrytme er indrettet efter lysets skiften. 

Du kan desuden inkorporere en række andre gode søvnvaner i din dagligdag, som kan bidrage til at gøre dig mere veludhvilet, så du undgår at give efter for snooze-fristelsen, når du vågner. Det er blandt andet en fordel, hvis du har en fast rytme, hvad angår sengetider, ligesom det også er en god idé at undgå lys fra elektroniske devices, inden du skal sove.