- today
- perm_identity Fatih
- label Inspiration
- remove_red_eye 2947 views

Hvornår er man A- eller B-menneske?
Vi har alle sammen forskellige rytmer og vaner, når det kommer til søvn, men grundlæggende kan vi inddeles i to kategorier; nemlig A-mennesker og B-mennesker. Den afgørende forskel mellem de to sovetyper handler om, hvornår på døgnet vi foretrækker at være vågne og sove.
Forskellen på A- og B-mennesker handler således grundlæggende om døgnrytme. Vi tilhører ikke alle entydigt den ene kategori, men mange af os vil i større eller mindre grad kunne identificere os som primært A- eller B-menneske.
Hvor et udpræget A-menneske vil foretrække at gå tidligt i seng om aftenen, er B-mennesket mere tilpas med at gå senere i seng. På samme måde oplever A-mennesker som udgangspunkt at føle sig udhvilede og friske om morgenen, imens B-mennesker har et anstrengt forhold til døgnets første timer, hvorfor de typisk ikke trives med at skulle møde i skole eller på arbejde allerede kl. 8.
Vidste du?
At kun omkring 10-15% af befolkningen er rendyrkede A-mennesker, imens omkring 15-25% er rendyrkede B-mennesker? Resten af os har mere fleksible søvnvaner og er A- eller B-mennesker i en mildere form.
Hvad kendetegner et A-menneske?
Som A-menneske er du udpræget morgenmenneske. Du vågner typisk af dig selv tidligt på morgenen og er generelt mest aktiv og frisk i løbet af dagstimerne.
Er du A-menneske, vil du som regel også kunne nikke genkendende til følgende udsagn:
- Du vågner ofte før din alarm om morgenen.
- Du har let ved at stå op om morgenen.
- Du føler dig typisk veludhvilet og frisk tidligt på dagen.
- Du trives bedst med at arbejde i dagstimerne.
- Du går som regel relativt tidligt i seng om aftenen.
- Du er et udpræget ordensmenneske.
Hvad kendetegner et B-menneske?
Er du derimod langt fra et morgenmenneske, og er det en daglig kamp at komme ud af døren til kl. 8, hører du nok snarere til i kategorien B-menneske.
Som B-menneske vil du højst sandsynligt kunne se dig selv i følgende udsagn:
- Du snoozer gerne op til flere gange i løbet af morgenen og har svært ved at komme ud af sengen.
- Du føler dig mere klar i hovedet og frisk senere på dagen.
- Du arbejder bedst i aftentimerne.
- Du har ikke det store behov for struktur og orden.
A- og B-menneskers biologiske ur
Hvorvidt du hører til i kategorien A-menneske eller B-menneske afhænger af dit indre biologiske ur. Dit indre ur har afgørende indflydelse på, hvornår du sover, og hvornår du er vågen, og faktisk er samtlige celler i din krop påvirket af dit indre ur.
Selvom døgnet som bekendt har 24 timer, har vi ikke alle et indre ur, der følger dette. Et B-menneske har således typisk en biologisk rytme, som er længere end 24 timer, hvorfor de går senere i seng om aftenen og står senere op om morgenen. A-mennesker har omvendt en døgnrytme, som er lidt kortere end 24 timer, og det er derfor, at A-mennesker har det med at vågne tidligt om morgenen helt af sig selv.
Vidste du?
At dit indre ur er genetisk betinget? Du er altså ikke selv herre over, hvorvidt du er udpræget A- eller B-menneske.
Et samfund indrettet til A-mennesker?
Eftersom A-mennesker oplever at være veludhvilede og effektive i døgnets første timer, har de som regel ikke de store problemer med det typiske skole- eller arbejdsskema fra kl. 8 til 16.
Rendyrkede B-mennesker kan dog opleve store udfordringer i forbindelse med at finde sig til rette i den rytme, da en sådan arbejdsdag faktisk kræver, at de modarbejder deres egen biologiske døgnrytme.
Den form for arbejdsdag, de fleste af os agerer i til daglig, er således tilpasset A-mennesket, hvilket faktisk kan have ret store konsekvenser for B-mennesket: Er dit biologiske ur indrettet således, at du først føler dig træt og går i seng senere på aftenen, kan det nemlig blive en udfordring at få nok søvn hver nat. Får du ikke nok søvn, kan du ikke undgå, at det får konsekvenser for din præstations- og koncentrationsevne den efterfølgende dag.
Sådan bliver du mere A-menneske ifølge forskningen:
- Nedsæt dit alkoholforbrug og stop med at ryge.
- Begræns mængden af kunstigt lys om aftenen og få nok naturligt lys i løbet af dagstimerne.
- Sørg for at få motion i løbet af dagen.
- Undgå lange middagslure - begræns det til powernaps hvis nødvendigt.
- Vær tålmodig - du kan ikke vænne kroppen til at falde i søvn tidligere fra den ene dag til den anden.
Helbredsmæssige konsekvenser ved at være B-menneske
Ifølge forskningen er der en række negative helbredsmæssige konsekvenser ved at være B-menneske. Det hænger blandt andet sammen med den øgede risiko for søvnmangel, når man som B-menneske skal møde på arbejde eller i skole tidligt om morgenen.
Får du generelt for lidt søvn, som det er gør sig gældende for mange B-mennesker i hverdagene, påvirker det også dit velbefindende og dit helbred på længere sigt.
Manglende søvn har i første omgang indflydelse på dit energiniveau og dit humør, men på længere sigt kan det faktisk også betyde, at dit immunforsvar svækkes. Forskningen peger desuden på en tydelig sammenhæng mellem søvnmangel og en række sundhedsproblematikker såsom fedme, hjerteproblemer samt diabetes.
En række studier har desuden påvist, at man blandt mennesker, der har tendens til gerne at ville være længe oppe, oplever en øget forekomst af depression. Hvad det skyldes er dog ikke klarlagt.
Generelt er der således meget, der tyder på, at A-mennesker typisk har et bedre helbred end B-mennesker.
Har A- og B-mennesker forskellige personlighedstræk?
Forskellen mellem A- og B-mennesker fremgår ikke blot af søvnvaner og det indre biologiske ur. Flere har studier har nemlig påvist en sammenhæng mellem søvnvaner og personlighedstræk.
Blandt andet tyder det på, at de der er udprægede A-mennesker, ofte er mere samvittighedsfulde og effektive samt detaljeorienterede og organiserede.
Det er naturligvis en forenkling at konkludere, at kun A-mennesker er strukturerede og samvittighedsfulde, og forskningen på området understreger da også, at der findes en lang række af undtagelser.
Fordele ved at være B-menneske
Når man forholder sig til forskningen på området, kan det hurtigt komme til at lyde som om, at der kun er fordele at hente som A-menneske. Men er du B-menneske, så frygt ej! Der findes nemlig også en række undersøgelser, som påpeger en masse fordele ved at være B-menneske.
Blandt andet er der studier, der peger på, at B-mennesker generelt har en højere intelligens end A-mennesker, og selvom B-mennesker måske ikke er helt så friske i morgentimerne, har undersøgelse påvist, at B-mennesker er bedre til at holde koncentrationen i længere tid ad gangen end A-mennesker.
Sidst men ikke mindst har B-mennesker som regel også et mere kreativt sind end A-mennesker!
Og selvom du er B-menneske, er det langt fra sikkert, at det bliver ved med at være sådan - mange af os oplever nemlig, at vores søvnmønster ændrer sig med alderen, og langt de fleste af os bliver faktisk A-mennesker med tiden!